Ulf Stenbjørn
Ulf Holgersøn Stenbjørn (15. september 1921 - 3. februar 2012[1]) var en dansk skuespiller og teaterinstruktør, der havde en lang karriere, særligt på Aarhus Teater.[2]
Stenbjørn blev uddannet arkitekt fra Kunstakademiet, men havde interesse for at spille skuespil, og da han fik mulighed for at komme med i en opsætning af Nøddebo Præstegård i 1946, var det begyndelsen til en livslang karriere. I 1951 kom han første gang til Aarhus Teater, hvor han – med enkelte kortvarige afstikkere til København og Odense – fik fast arbejdsplads i omkring 50 år.[2]
På Aarhus Teater spillede han et bredt repertoire, for eksempel Florindo i Een tjener og to herrer (1955), Lucky i Vi venter på Godot (1956) og Rocky Horror Picture Show (1995). I en af sine få perioder uden for Aarhus medvirkede Ulf Stenbjørn i turneudgaven af Privatliv med Susse Wold og Bent Mejding i midten af 1980'erne.[3] Blandt de sidste forestillinger, han medvirkede i, var operaudgaven af Svend Åge Madsens Tugt og utugt i mellemtiden i perioden 1998-2004.[4]
I første omgang var Ulf Stenbjørn skuespiller i en række af teaterets opsætninger, men allerede i 1957 fik han første gang mulighed for at sætte et stykke i scene i form af Vores egen ø af Leck Fischer. Han var fortsat jævnligt at finde som skuespiller, men som instruktør blev han kendt for i mange år at stå bag opførelser af Ludvig Holbergs klassiske stykker på friluftsscenen i Den Gamle By.[2] Han instruerede ligeledes en række forestillinger på Aarhus Teater som No-No-Nanette (1973, sammen med Gene Nettles) og På kant med sengen (1978-79).[3]
[redigér] Noter
- ↑ Dødsannonce i bl.a. Politiken, 2012-02-08
- ↑ 2,0 2,1 2,2 "50 år på Aarhus Teater", Kristeligt Dagblad / Ritzau, 2011-09-14. Besøgt 2012-02-08.
- ↑ 3,0 3,1 "Dansk film og teater". www.danskfilmogteater.dk. http://www.danskfilmogteater.dk/. Hentet 2012-02-08 .
- ↑ "Ulf Stenbjørn - 90 år", Aarhus Stiftstidende, 2011-09-15. Besøgt 2012-02-08.